Træskomageren

Untitled Document
Haven

Træskomagerhuset fra Vigerslev prydes på bagsiden af en velduftende have fuld af krydder- og lægeurter. Her kan man finde smag til hver en gryderet og midler mod de fleste sygdomme. Haven rummer desuden en abildgård (frugthave) med æbletræer af gamle fynske sorter. Bemærk hvordan snylteplanten mistelten vokser og trives på mange af træerne. Misteltenen benyttedes bl.a. mod forhøjet blodtryk, kramper og angst. Desuden associeres den uvægerligt med den oprindelig engelske juleskik, at en mand har lov til at kysse en kvinde, som han møder under en mistelten. Den skik kom til Danmark i slutningen af 1800-tallet.

De almindeligste frugttræer i 1800-tallet var æbler, pærer, blommer og kirsebær. Kongemagten var glad for bøndernes frugthaver; æbler og pærer kunne "mostes", og jo mere most, der kunne brygges i Danmark, jo mindre brug var der for import af udenlandske vine. Man lavede både most til hverdag, i stedet for mælk eller øl, og til fest, hvor man drak en kraftigere, mere vinlignende drik. Frugten blev desuden brugt i madlavningen.