Fjelstedgården

Untitled Document
Byggeskik

Det mest markante træk ved Fjelstedgårdens byggestil er, at den er bygget som en sulegård. Navnet betegner en byggeskik, som har haft særlig stor udbredelse på Fyn (navnlig Vestfyn) igennem flere hundrede år. I stedet for - som på almindelige bindingsværkshuse - at lade taget hvile på væggene med en spærkonstruktion, lader man det i sulebyggede gårde hvile på en række stolper (suler) placeret i midten af bygningen. På midterstolperne hviler den langsgående bjælke, åsen, hvorpå tagspærene hænger.

På Fjelstedgården findes sulekonstruktionen i både den østlige og den vestlige længe. Konstruktionen viser sig også ved tagenes runde hjørne, der hvor den østlige og den sydlige længe mødes.

Stuehuset i Fjelstedgården er forsynet med et udskud - det vil sige, at nordvæggen er flyttet et stykke ud i forhold til det resterende. Dette kendes fra flere fynske gårde (I Den fynske Landsby eksempelvis også Væbnergården) og gav mulighed for at længdeopdele stuen. Den resterende del af bygningen var så smal, at stort set alle skillevæge gik fra ydervæg til ydervæg.