Brahesborgladen

Untitled Document

Den rødkalkede Brahesborglade er et utypisk indslag i Den Fynske Landsby, både i forhold til alder og anvendelse. Laden, der har tilhørt hovedgården Brahesborg på Vestfyn, er sandsynligvis fra omkring 1650.

At den alligevel er genrejst i Den Fynske Landsby, er det fordi den giver mulighed for at sætte landsbysamfundet i perspektiv i forhold til de oprindelige jordbesiddere ? nemlig godsejerne, som på godt og ondt havde stor indflydelse på livet i landsbyerne frem til selvejet blev gennemført. Laden er en markant anderledes og større bygning end de øvrige landbygninger, og det selvom den kun var en ganske lille del af et meget stort godskompleks. Dette forhold alene fortæller os noget om de forskelle, der var at finde mellem de forskellige sociale lag på landet.

Indtil sommeren 2005 rummede Brahesborgladen billetsalg, museumsbutik og kontorfaciliteter for Den Fynske Landsby.